För en tid sedan aviserade jag om en utställning jag skulle delta i på Galleri Lautom Contemporary i Oslo. ”Where a river runs north underground”. En vacker titel, för en utställning som skall visa akvareller, med referens till Charles Manson. Uppslaget kommer från curatorn till utställningen, konstkritikern och konstnären Tommy Olsson. Han har förresten just nu en utställning på Galleri Rekord i Oslo.
Nå, mitt deltagande handlade inte bara om norrgående floder utan kretsade också kring akvarell. Olsson visste att jag ägnar en del tid åt akvarellens blöta värld. Jag tänkte fortsätta min lilla undersökning av konstvärldens värderingar, nu i akvarellens form och i det frisinnade Norge. Inte var det särskilt storvulet det jag försökte prångla ut i somras, men ändå, kanske något mera diskret vid det här tillfället. Därför vände jag mig till frimärksytan. Framtog några av mina äkta frimärkskartor och igångsatte en produktion av små rondellhundar. Man kan, om man vill, och jag förstår att det kan vara svårt att låta bli, se en viss profet. Tre tänkte jag välja ut. För att kunna urskilja motivet får man luta sig ganska nära. Men allt beror inte på storleken.
Ty med en gång det blev uppenbart vad som var i rörelse, stegrade sig galleriinnehavaren och betedde sig precis som en äkta konstvärldsmedlem skall göra. Här är motiveringen:
”Som du sikkert er kjent med har vi i Norge også hatt en ganske stor turbulens da det norske kristne Magazinet gjentrykket de danske karrikaturtegningene. Vi erfarte ganske voldsomme reaksjoner fra ytterligående muslimske miljøer i utlandet, og vi hadde en ganske heftig og unyansert debatt hjemme i Norge. Debatten ble dessverre preget av ytterliggående stemmer hvor mange viktige nyanser forsvant. I ettertid har det vært en fruktbar diskusjon i Norge som også har medført et mer inkluderende debattklima med flere nyanser. Men jeg føler debatten og prinsippene er utdebattert og jeg spør meg selv hvilken hensikt det faktisk har å vise nye Mohammedtegninger i Norge. Og det er derfor jeg vil be deg om å velge andre arbeider.”
Allt detta är naturligtvis välkänt. Saken är utdebatterad. Och resultatet blev att Muhammedteckningar inte är meningsfulla att visa i Norge. För övrigt inte någon annanstans heller (det enda undantag jag känner till är Vestfossen Kunstlaboratorium, men det ligger utanför Oslo). Jag kan ju inte gärna välja något annat. Om jag skall börja censurera mig själv i bästa konstvärldsstil blir mitt projekt alltför likt verkligheten.
Men en mera övertygande motivering finns i den här passusen:
”Lautom er et ungt galleri, ennå ikke ett år gammelt og vi har ikke hatt særlig mye presse, noe jeg i grunn har vært tilfreds med, jeg har ikke søkt særlig etter å få presse. Jeg ønsker anmeldelser ikke egentlig presseoppslag. Og å skulle risikere å få våre første større presseoppslag på et prosjekt jeg vil ha problemer med å forsvare selv føles ganske problematisk, det er ikke dette prosjektet jeg ønsker Lautom skal bli kjent for.”
Lättare att förstå. Konsten handlar om att positionera sig och att göra det korrekt. Seriöst. Eller låt oss säga: Trevlig. Vi har en konst som blir alltmer trevlig. Den kan vara häftig och utmanande men i grunden fullt legitimerad som trevlig.
Frimärke 1
Frimärke 2
För att hålla sig med ett begrepp som är välbekant och omtyckt inom konstvärlden, kan man säga att densamma nu är mer kälkborgerlig än den var t.o.m. under den medaljutdelande salongsperioden.
Ett litet tips, TV2 kl 22:00 Debatt om Gud & Sex,
kan kanske bli intressant ? Om Gud finns, gillar hon säkert Sex oxå.
http://www.svt.se/svt/jsp/Crosslink.jsp?d=81359&lid=20080204&lpos=SVT2_0000_sitelink&from=tabla
Elisabeth OlhsonWallin är det inte hon som påstod sig ha fotograferat Jesus ?
kanske har hon frågat honom vad Gud tyckte om Sexet ?
Nja, inte blev det så mycket ”om Gud hatar sex” eller inte.
det blev mest snack mellan de 4 prästerna vad dom tycke om homosexuelitet
http://www.svt.se/svt/jsp/Crosslink.jsp?d=81359&lid=puff_1044641&lpos=lasmer
Inget direkt nytt, samma gamla för/mot argument som vanligt
Vad Gudrun egentligen tycker om sex är fortfarande ett ?
Troligast är väl att hon gillar det, minst lika mycket som vi människor, oavsett om det gäller
man-kvinna, man-man,kvinna-kvinna, man-kvinna-häst, ensam, par eller i grupp, osv
Fler Svenska frimärken i akvarell
1) Muslimska kvinnor i slöja betraktar ”profetem Muhammed” utklädd till den
svenka nationalsymbolen Hälge
2) Rondellhunden kollar med längtande blick på ”svenska badbrudar”
3) Kaffetåren den bästa är, speciellt om det inte nappar
4) ”Grodprinsen Mohammed” längtar efter att bli kysst
http://hugin.info/134112/R/1040387/169249.jpg
Lars, jag tycker nog dina är mer konstnärliga,
finns det hopp om att vi får se dom som ”äkta” brevmärken ?
Kanske utgivning i samband med Musical premiären ?
Jo, Stefan, frimärken kommer nog live. Jag sliter vidare med det. Jag tror att det kan bli en del intressanta resultat.
Mogens Rukov – leder af Manuskriptlinjen på Den Danske Filmskole – i danska Politiken (03.02.2008):
”Hvad nu hvis …?
Hvad nu hvis vores idealer ødelægger vores realitetssans og leder os på afveje? Hvad nu hvis f.eks. Bush er en virkelig stor præsident?
Af MOGENS RUKOV
Hvad nu hvis Bush…? Hvad hvis islam …? Tænk, hvis intelligentsiaen …? Hvad hvis multikultur…? Tænk, hvis Arafat …? Hvad nu hvis min r.. var spids? Hvis man kunne blive ved i det uendelige?
Hvad nu, hvis der er noget, der svarer til kontrafaktisk historieskrivning? Hvad hvis der er noget, der svarer til at opstille hypoteser om, hvordan verden var gået, hvis ikke den var gået, som den gik?
Hvad hvis nu Hitler havde vundet krigen? Hvad nu hvis Jerntæppet ikke havde sænket sig over Europa? Hvad hvis nu glødelampen ikke var opfundet?
Hvad hvis der for tanken var den slags kontrafaktiske spørgsmål til den mentale selvfølgelighed.
Hvad hvis nogle er mere konkrete, andre mere svævende. Men hvis nu alle tjener til en afklaring af det virkelige, af det faktuelle, til det, vi ved om det virkelige. Hvad hvis vi kan åbne perspektiver til en anden, alternativ tankeverden end den, vi har en konsensus om?
Hvad hvis mange af dem fører ind i paradis eller i helvede? Hvis de hver især sætter historien på en knivsæg, hvor den balancerer og hvor den kunne være faldet anderledes ud, end den gjorde?
Kontrafaktiske spørgsmål rusker op i de vanemæssige reaktioner over for historiens gang. De er en del af historiens lærestykke.
Er der ikke også spørgsmål, der kan ruske op i tænkningen, så det ikke bliver en vanetænkning?
Hvad hvis man kan stille kontra-konceptuelle spørgsmål i stedet for kontra-faktiske?
For at tænke nye tanker skal man ofte skifte koncept. Et sådan koncept-skift ligger i det kontra-konceptuelle.
Koncepterne er vores fængsler, vores retning og vores frihed. De er vores drømme og vores mareridt.
Kontra-konceptuelle spørgsmål skal ikke være kloge, eller logiske, eller rationelle. De skal faktisk være det modsatte. De skal være dumme, utænkelige, helt til det stupide.
Hvad nu hvis Bush er en stor præsident?
Er det utænkeligt? Reagan blev også kaldt et fjols, en skuespiller, en parvenu. Han kunne heller ikke læse – som Bush siges ikke at kunne – Reagan havde heller ikke udenrigspolitisk erfaring, skulle aldrig have været i Det Hvide Hus. Alt sådan noget sagde vores udenrigspolitiske eksperter, en stor del af vores politikere, intelligentsiaen, de intellektuelle, forfatterne.
Nu bliver netop han kaldt en stor præsident. Af de samme folk, eller dem blandt de samme, som følger lidt med.
Man blev faktisk dengang regnet for en stor idiot, hvis man sagde noget andet, end at Reagan var en stor idiot. Man blev grinet ad, hvis ikke man grinede ad Reagan. Men nu siger eksperterne altså, at det var Reagans politik, der førte til afslutningen af den kolde krig, at det var hans fastholden, der vandt den.
Manden, der ikke havde forstand på politik, den latterlige nar, der ikke kunne læse, skuespilleren, vandt det største politiske slagsmål i moderne tid, 40-års koldkrig.
Skal man være analfabet for at blive en stor politiker? Skal man være vestlig politisk ekspert for ikke at forstå et klap?
Hvad hvis nu Irakkrigen er en rigtig krig?
Koreakrigen var åndssvag, Vietnamkrigen var sindssyg, sagde alle de gode mennesker på det tidspunkt. Men begge krige stoppede den kommunistiske aggression. Begge var de et oplæg til kommunismens fald.
Hvad nu, hvis Irakkrigen vil føre til en balance i den arabiske verden, hvis den er en sonde stukket ind i det muslimske hav?
Hvad nu, hvis den kun foreløbigt er en fiasko, hvad hvis den bliver en succeshistorie? Hvad nu, hvis Libyen opgav sit masseødelæggelsesprogram i december 03 som en reaktion på Irakkrigen, eller hvis det er rigtigt, at Iran indstillede udviklingen af A-våben i 03 også af den grund. Er det ikke nok til at kalde Irakkrigen en god krig?
Hvad nu, hvis der slet ikke er noget, der hedder legitim krig, sådan som Irak-krigsmodstanderne siger, fordi de betegner Irakkrigen som illegitim.
Hvad nu, hvis legitim krig kun er et begreb, som nogle bureaukrater har opfundet som et begreb, der tillader dem at føre krige, som er lige så sindssyge som enhver anden krig, men som de ellers ikke – ikke uden den juridiske term ’legitim krig’ – vil være i stand til at føre, dels fordi de ikke har magt til det, dels fordi der ikke er nogen grund til at føre den?
Hvad hvis nu ’legitim krig’ fører os ud i de mest vanvittige krige, fordi nogle sindssyge stater i FN stemmer for?
Hvad nu hvis FN med sin legitimitetsopfattelse er ved at føre verden ind i ragnarok i det hele taget, hvis det er ved at blive instrument for den magtesløses galskab.
Tænk nu, hvis kampen mod islam er den store europæiske krig lige nu?
Tænk nu, hvis det er den nye trediveårskrig til afløsning af den gamle, der gik forud for den westfalske fred, der nu definerer Europa?
Det europæiske establishment, den europæiske debat, behandler islam, som om det var en religion.
Tænk hvis islam kun er en religion, hvis jeg ser den fra den individuelle muslim?
Tænk nu, hvis islam allerede er krig fra moskeen og opefter i hierarkiet. Og tænk, hvis den faktisk allerede er krig fra den enkelte individuelle troende.
Tænk, hvis påbuddet i Koranen om at dræbe eller underkue den ikke troende (ikke-muslimen) indgår i det korpus, som den individuelle muslim anerkender?
Tænk nu, hvis den muslimske terror kun er stormtropperne I krigen, dem, der sætter ind med nålestikshandlinger i den bredere kamp?
Tænk nu, hvis den eneste måde kampen kan vindes for det kristne Europa er ved at forbyde islam og sende alle herboende muslimer tilbage til islamiske lande? Hvilken inhuman holdning påtvinger krigen os så ikke?
Tænk, hvis alle europæiske lande får muslimske no-go zoner sådan som Storbritannien allerede har?
Hvad hvis biskoppen af Rochester har ret og problemet er det politiske establishment, som formanden for Muslim Forum, Manzoor Moghal, har repliceret. »Hvor meget hans (biskoppens) kritikere end snerrer mod hans beskyldninger, så er kendsgerningen den, at den beslutsomhed med hvilken mine muslimske frænder klynger sig til en bestemt livsstil, bestemte vaner, sprog og praksis har hjulpet med at skabe kvarterer, hvor ikke-muslimer vil føle sig dårlig tilpas, ligefrem angrebet«.
Hvad nu, hvis den stigende alvorlige vold i vores gader er ved at indføre no-go tidszoner? Vil politikerne stadig tale om religionsfrihed, tolerance over for anderledes- tænkende, om islamofobi?
Tænk, hvis de muslimske indvandrere af hvilken generation som helst i virkeligheden kommer til at fungere som besættelsestropper?
Tænk nu, hvis de positive resultater af multikulturalismen ikke findes. Hvis nu den store forbrødring, gensidige forståelse, inderlige kontakt, befrugtningen kun er visse intelligentsia-medlemmers tankespind?
Tænk nu hvis multikulturalismen opløser samfundet?
Tænk nu, hvis den store undersøgelse af multikulti-samfund af Robert Putnam, der har studeret 41 områder med multikultur i USA har ret? Tænk, hvis det er rigtigt, at diversiteten ikke alene reducerer den såkaldte sociale kapital mellem de etniske grupper, men også inden for grupperne selv?
Tænk, hvis multikulti ikke alene opløser samfundet, men smadrer det.
Tænk hvis nu problemet ved multikulti ikke er etniske konflikter eller besværede racerelationer, men den kendsgerning, som undersøgelsen viser, at tilliden til samfundet og ’de andre’ i samfundet er lavere. Hvis nu, som der skrives, at altruismen, som velfærdssamfundets byrdefordeling hviler på, er reduceret.
Hvis en så simpel ting som venskaber imellem ligemænd og -kvinder er færre i et multikulti-samfund. »I klar tale, mennesker, der lever under et etnisk mangesidigt regi, ’dukker nakken’, trækker sig tilbage som en skildpadde«.
Hvad hvis nu, mange muslimer gennem hele deres barndom er blevet opdraget til at være mere solidariske med Koranen end med det land, de vokser op i?
Hvad hvis nu, det er et faktum, at »truslen om terror ikke kommer fra marginaliserede borgere med rent dansk eller hollandsk baggrund. Den kommer stort set kun fra borgere med muslimsk baggrund«, som Ayaan Hirsi Ali siger?
Hvad nu, hvis det er det, vi har set i de sidste par år?
Hvad hvis delingen i opinionen omkring Muhammedtegningerne var et udtryk for denne diversitet. Hvis volden på Nørrebro og volden i almindelighed er udtryk for det?
Hvis det hårdere debatklima kommer af det? Hvis tonen i debatten ikke er udtryk for nogens kynisme, men for samfundets smadring?
Hvad nu, hvis knivstikkerne har forstået mere om multikulturalisme end arrangørerne af ’Images of The Middle East’?
Hvad nu hvis en festival med titlen ’Images of The West’ efterhånden kunne vinde intelligentsiaens nysgerrighed?
Hvad nu hvis altså f.eks. de forfattere – gode skønlitterære forfattere – der advarede mod skærpelsen af tonen og eksklusionen af især muslimer igennem den tone, faktisk, ved at understøtte multikulti-udviklingen, selv bringer tonens skarphed ind i samfundet ledsaget af brugen af spidse og skarpe knive?
Det er netop sådanne forhold, disse »Hvad nu hvis …« – spørgsmål i sidste ende sigter på. På tingenes absurde omvendthed, på virkelighedens groteske spil mellem overflade og grundlag.
Hvad hvis nu gennemførelse af hensigter tenderer mod at fremme det modsatte af, hvad der var hensigten?
Tænk nu, hvis vi er på randen af en verdenskrig?
Tænk nu, hvis en sådan krig er som alle andre krige: løsningen på de konflikter, politikken ikke kan klare.
Tænk nu, hvis politikerne havde klaret konflikterne uden krig og med offentlighedens godkendelse. Hvilken samfundsudvikling er det intelligentsiaen, DR, Politiken og Information forhindrer?
Tænk nu, hvis det er sandt, at vold løser uløselige konflikter, men at forhandling ikke gør det.
Tænk, hvis det kun er vold og forhandling sammen, der løser dem? Først vold, så forhandling.
Tænk nu, hvis de, der taler om fred, netop frembringer krig.
Tænk, hvis det farligste for freden er at fokusere på freden, mens det at fokusere på krigen bevarer freden?
Hvad nu, hvis de der taler om fred (med islam) kun fremmer vores nederlag, islams sejre?
Tænk, hvis omvendt forberedelse til krig netop er forberedelse af fred?
Tænk, hvis indvandring er besættelse?
Tænk, hvis den muslimske indvandring i det kristne Europa udgør en besættelseshær, selv om den enkelte muslim overhovedet ikke ønsker at være soldat i den hær, men blot vil være respekteret bosætter.
Tænk, hvis de jødiske bosættere på Vestbredden blot er indvandrere?
Tænk, hvis verdens problemer med disse jødiske bosættere er de samme som vores problemer med integration?
Hvad nu, hvis palæstinenserne har udviklet en strategi, der har gjort dem til verdens gangstere?
Tænk, hvis palæstinenserne lider under vores bastante hjælp til de palæstinensiske områder (36 milliarder kroner over tre år), hvor hjælpen hidtil kun har gjort stort set hele befolkningen til sociale klienter, mens deres ledelse hele tiden har hersket med korruption og lovløshed – som en samling mafiabosser?
Hvad hvis israelernes indgreb i Gaza burde være model for Århus Kommunes behandling af Gellerupparken?
Tænk, hvis Arafat var en mafiaboss af Saddams størrelse? Hvad tyder ikke på det?
Og tænk nu hvis, der egentlig ikke fandtes et palæstinensisk problem, men at der fra arabisk side er kreeret et palæstinensisk problem helt tilbage fra 20’erne, og at det er – som godtgjort – i en ny tysk afhandling inspireret af nazismens antisemitisme?
Tænk, hvis der stadig kun findes et islamisk/jødisk problem? Og at det, vi ser omkring Israel, er af samme art, som det, der er ved at ske i Europa: Muslimerne opfinder overalt deres ’legitime’ rettigheder.
Tænk nu hvis.
Tænk altså, hvis Europa er en enorm Vestbred? Hvis sådanne kvarterer som Gellerupparken, Mjølnerparken kun er arabiske settlements i Danmark.
Tænk nu, hvis Israels militære styrke – så svækket den end er nu – er dets eneste mulighed for overlevelse i en arabisk verden og at lignende styrker nu bør opretholdes i europæiske lande vendt mod andre usurpatorer?
Tænk nu, hvis vi har fælles fjende, islam?
Tænk, hvis Huntington har ret i civilisationernes sammenstød, og det er det, vi ser i hele det arabisk-europæiske rum, ligesom hvis nu Fukuyama i historiens afslutning, »det punkt i menneskehedens ideologiske evolution og universaliseringen af Vestens liberale demokrati som den endelige regeringsform«, som enhver fascistisk strømning, også den religiøst bundne må modstå, udsætte, bekæmpe.
Tænk nu, hvis sharia skal overtage romerretten? Har vi ingen rettigheder? Skal tolerancen give plads for Allah og Muhammed?
Skal eksperimentet og fornyelsen afløses af en bogstavtro læsning af nogle enkelte skrifter?
Hvad hvis nu kontrollen, som man i stigende grad ønsker at udsætte offentligheden for, i stedet for at effektivisere offentligheden, tømmer den for energi?
Er det ikke, hvad vi ser i forbindelse med ældrehjælp, hjemmehjælp, sundhedssektor, skolevæsen?
Hvad nu, hvis netop vores vaner har ødelagt vores udsyn?
Hvad nu, hvis vores idealer ødelægger vores realiteter? Hvis vores idealer netop leder os på afveje i forhold til det, de skulle retlede os til?
Hvad nu, hvis tolerance f.eks. ikke er et universelt begreb, men kun gældende under forudsætninger, som er forsvundet – selv om vi troede, det var universelt?
Hvad nu, hvis sproget derfor er blevet tømt?
Hvad nu, hvis sproget kun har mening i de mest banale sammenhænge og ikke mere kan udtrykke egentlig omtanke?
Hvad nu, hvis fiktionen er den egentlig afklarende dokumentarisme?”
Lars, hvad koster dine frimärker?
Jan! Jag har inte kommit så långt som till prissättning. Men det skall nog kunna ordnas. Först skall jag lägga ut några till från nyproduktionen.
Citat bloggaren Vilks:
”Allt detta är naturligtvis välkänt. Saken är utdebatterad. Och resultatet blev att Muhammedteckningar inte är meningsfulla att visa i Norge. För övrigt inte någon annanstans heller (det enda undantag jag känner till är Vestfossen Kunstlaboratorium, men det ligger utanför Oslo). Jag kan ju inte gärna välja något annat. Om jag skall börja censurera mig själv i bästa konstvärldsstil blir mitt projekt alltför likt verkligheten.”
Hoppet är det sista som överger den sekulariserade människan!
Man kan alltid lita på danskarna
danskarna
Pingback: Nye Vilks værker « Højrebladet Komet
http://i27.tinypic.com/35b8si0.jpg
Hälsningar från fanklubben Muhammedanerna